Bæredygtigt byggeri
Vi står overfor en global udfordring. Klimaet er under forandring på kloden og menneskets muligheder for at påvirke miljøet i negativ eller positiv retning er åbenbar for alle.
Vi har som arkitekter et ansvar for at tage udfordringen op og arbejde på at skabe rammer om vores liv, som tager højde for klimaforandringerne og bidrager positivt til udviklingen. Vores tilgang til bæredygtighed baserer sig altid på en helhedsbetragtning. Vi vægter, at der opnås en balance i projekterne, hvor miljø-, social- og etisk ansvarlighed udøves med økonomisk levedygtighed for øje. Bæredygtighed skal kunne betale sig på både kort- og lang sigt.
Den overordnede planlægning og disponering af et byggeprojekt og det arkitektoniske hovedgreb spiller en væsentlig rolle, hvis dette skal opnås. Bæredygtig arkitektur starter derfor på tegnestuen ved at arbejde med disse begreber i en aktiv dialog med bygherre, bruger og samarbejdspartnere allerede fra den første idé og programplanlægningen.
Overvejelser omkring geografisk beliggenhed og infrastruktur i relation til bygningers brug og drift påvirker energiforbruget og C02 udledningen over hele byggeriets levetid. Den rette funktion placeret på det rigtige sted kan ydermere medvirke til at løfte hele nærområdet socialt som miljømæssigt.
De passive bæredygtige tiltag, orientering i forhold til sol og vind, overflade, rumdisponering og materialevalg er alle grundlæggende justerbare arkitektoniske parametre, hvis disponering er afgørende, når der skal opnås et godt indeklima og energiforbruget skal minimeres.
Tegnestuens brede erfaring og færdigheder indenfor bæredygtig design er udviklet over de sidste 30 år igennem byggeprojekter, udviklingssamarbejder og konkurrencer.
De arkitektoniske grundparametre og fleksibilitet i rumorganiseringen er forudsætninger for at byggeriet kan fastholde sin bæredygtighed og overleve i en fremtid, hvor nutidens moderne teknologiske løsninger måske er forældede, nedslidte og må udskiftes.
Den seneste viden indenfor bæredygtighed indarbejdes i alle vore projekter. Vore medarbejdere er bevidste om, at de arkitektoniske grundgreb har fundamental betydning for bæredygtigheden. Og enkelte af vore medarbejdere sikrer, at virksomheden er opdateret indenfor den nyeste viden på området, og deltager i udviklingsprojekter om eksempelvis energirenovering og cradle 2 cradle byggeri.
Â
Â
