Arkitektur og byggeri
Rørbæk og Møller Arkitekter har siden 1950 skabt funktionelle og innovative bygninger med gennemprøvede teknologier i et tidløst arkitektonisk udtryk. Vi arbejder målrettet med at omdanne eksisterende byggeri til tidssvarende rammer for moderne organisationer, virksomheder og uddannelser. Vor lange erfaring med bygninger og bygningsmaterialer har resulteret i rådgivning i forbindelse med renoveringer og vedligehold af fredede eller bevaringsværdige bygninger samt større energirenoveringer og almindeligt vedligehold af eksisterende bygninger.
Vi sætter en ære i at lytte grundigt inden vi stiller forslag og gør et stort arbejde ud af, at bygherrers og brugeres krav, ønsker og visioner indarbejdes i projekterne.
Vi sikrer, som en central del af vor samarbejdsfilosofi, at alle kompetencer inddrages maksimalt i forbindelse med projekteringen og udførelsen af de projekter vi deltager i. Når synergien således opstår og kombineres med humør og professionalisme lykkes det erfaringsmæssigt at ”hæve overliggeren” og nå de bemærkelsesværdige resultater som belønning for den store indsats byggeprojekter kræver af alle involverede.
Endelig er vi meget opmærksomme på, at få afleveret de færdige byggerier ordentligt og bidrage til et positivt samarbejde omkring ibrugtagningen.
Universiteter og videregående uddannelser
De videregående uddannelser er i rivende udvikling, og den internationale konkurrence om at tilbyde de bedste videregående uddannelser er hård. Som rådgivere for blandt andet Københavns Universitet har vi udført en række byggerier og arbejdet med at udvikle den eksisterende bygningsmasse, svarende til Universitetets fremtidige behov.
De vigtigste forskere og forskningscentre skal have bygningsmæssige rammer der er bedre eller lige så gode som dem de konkurrerende universiteter kan tilbyde. Bygningerne skal invitere de studerende til, at opholde sig mest muligt på Universitetet, både i forbindelse med studier og sociale aktiviteter. Endelig skal Universiteterne være en levende del af de omkringliggende bykvarterer, i tæt samspil med byens øvrige liv.
I disse ideelle rammer opstår de møder og den dialog som udvikler de ideer der er universiteternes vigtigste ressource.
Folkeskoler og gymnasier
Skole- og gymnasiebyggeri har været en af tegnestuens kernekompetencer gennem 60 år, ja, faktisk blev tegnestuen startet i 1950 på basis af en vundet arkitektkonkurrence om Grådybskolen i Esbjerg. Siden er det blevet til en lang række skolebyggerier og skoleombygninger i hele Danmark.
De skoler og gymnasier vi gennem flere generationer har været med til at udforme i nært samarbejde med vore bygherrer danner stadig rammer om en pædagogisk udvikling. Bygningerne har således dokumenteret stor robusthed og bæredygtighed i forhold til den løbende udvikling.
Senest omfatter vore arbejder i denne sektor ombygning af Øster Voldgade 10 til det nye Gefion Gymnasium, udvidelse af Virum Gymnasium og N. Zahles Gymnasium samt ombygninger af skoler i Albertslund.
Laboratorier
Siden 2003 har vi løst en række laboratorieopgaver og har efterhånden oparbejdet en stor ekspertise på området. Laboratorierne spænder vidt i typer: Fra undervisnings- og produktionslaboratorier over forskningslaboratorier til isotoplaboratorier og laboratorier til højt specialiseret apparatur. I samarbejde med ingeniørerne projekterer vi med fokus på at nedbringe energiforbruget i laboratorierne og sikre optimale arbejdsmiljømæssige forhold.
Alle laboratorieopgaver løses med henblik på at fremtidssikre faciliteterne med logisk placerede hovedføringsveje, så laboratorierne løbende kan ombygges i takt med udviklingen.
Det er kendetegnende for opgaverne at de ofte indeholder specialiserede inventarløsninger, eller egentlige elementer af brugerdrevet innovation, der færdigprojekteres og indarbejdes i laboratorieindretningerne.
Kontorer
Vi arbejder løbende med kontorbyggeri, herunder for ejendomsselskaber som blandt andet ATP Ejendomme, Danica Pension, PFA, Datea, Skanska Øresund med flere. Gennem årene har vi lavet kontorindretninger indrettet efter brugernes behov på mange forskellige måder. Vi har altid programmeret sammen med brugerne og afdækket netop deres organisations behov. Nogle med behov for mange cellekontorer, andre med semi - eller helåbne landskaber hvor arbejdsprocessen indvirker på om medarbejderen opholder sig ved sit arbejdsbord, i et stillerum, en telefonboks, et møderum eller udveksler tanker og ideer med andre under afslappede former.
Nogle af vore kunder har været store internationale firmaer, danske salgs- og produktions-virksomheder, revisionskontorer, advokatkontorer, banker m.fl.
Vi sætter en ære i at skabe innovative kontormiljøer med et optimalt arbejdsmiljø på en arealbesparende måde - der kan bidrage positivt til virksomhedernes omsætning.
Restaurering, renovering, vedligehold og energirenovering
Restaurering, renovering og vedligehold er en fast bestanddel af Rørbæk og Møllers opgaveportefølje. Det er en stor tilfredsstillelse at bidrage aktivt til at udvikle og vedligeholde bygningsarven. Vor lange historie har aflejret en stor byggefaglig ekspertise hos os, som benyttes og udvikles i arbejdet med det eksisterende byggeri. Arbejdet med eksisterende bygninger giver stor indsigt i fordele og ulemper ved forskellige tekniske løsninger, der indarbejdes i alle vore opgaver.
Gennem mange år har vi løbende haft et tæt samarbejde med Kulturarvsstyrelsen (KUAS) og udført restaurering, renovering og ombygning af fredet byggeri. De fredede bygninger ligger primært i Københavnsområdet og omfatter eksempelvis: Bygningerne i Universitetsfirkanten ved Frue Plads herunder Kommunitetsbygningen - byens ældste bygning, Metropolitanskolen af C. F. Hansen, Vestersøhus af Kay Fisker med flere.